Carmen, en mørkhåret pige, kom gående gennem regnen. Hun havde trukket hendes hat godt op over hovedet, for at den dækkede lidt for regnen. Hun var gået ud i den tro, at vejret ville være fint nok. Det havde trods alt ikke regnet da hun tog afsted. Nu gik hun rundt udenfor, frysende fordi regnen var så kold, og hendes jakke var gennemblødt. Men hun var da i det mindste ikke fuldstændig væk i ansigtet, og hendes trøje virkede også mere eller mindre tørt.
Hun stoppede op, og lod blikket glide lidt rundt. Hun overvejede faktisk at banke på en tilfældig dør, og så bare håbe på at hun måtte blive lukket ind. Det var hun vel nød til at gøre, hvis hun ikke ville gå hjem i dette vejr.
Hun nikkede beslutsomt og fik op til det nærmeste hus. Hun tog en kort indånding, inden hun forsigtigt bankede på døren, og ventede på at der blevet åbnet op. Hun så lidt rundt, og prøvede bare at lade som ingenting, men det var vist ret tydeligt at hun frøs utrolig meget.
Hvorfor havde hun dog også været dum nok til at gå en tur? Og så uden hendes stav! Den kunne i det mindste have hjulpet hende en lille smule, i dette vejr. Men det var ligesom for sent nu.