Hvorfor skal alting være så hårdt i mit liv? - Benjamin Summers

O: Ikke rigtige nogen...de alle er indenfor.
T: 20:00.
V: Koldt luft og blæst.
P: Billede.
H: Ikke rigtig en som kunne smile...
S: Søen.

Zoria sad ved søen. Hendes fødder var kolde og hun tog en æske frem fra hendes taske. Hun åbnede æsken, og fandt en lille halskæde med en diamant i. Det var hendes mors. Men eftersom hendes mor aldrig havde elsket hende og forladt hende. Ville hun bare gøre noget ved den. Hun tog fat om halskæden og holdte den ud mod søen. Hun lukkede øjnene og slap halskæden. Hun åbnede øjne og så halskæden synke til bunds. Tårer røg ned af hendes kind. Hun havde aldrig haft en godt liv. Hun havde kun et lille hus hvor hun boede med sin lillesøster Lily. Hvorfor kom Zoria så ikke på Ravenclaw som hende? Det syntes Zoria var virkelig unfair. Men ingen i hendes familie bortset fra Lily elskede hende. Hendes tårer blev tydligere og tydligere.

Benjamin kom gående ned til søen. Han vidste pigen var gået herned, fordi han havde set efter hende. For lidt siden havde han været inde i storsalen med hende, hvor han havde overtalt hende til at gå ud derfra. Han havde sagt til hende, at han ville komme ud til hende, når han lige havde fået hentet sine ting. Hans taske havde jo lagt ovre ved han plada ved Gryffindor-bordet, så den skulle han jo lige hente, inden han kunne gå med hende.
Han så hende sidde alene dernede, og gik roligt hen til hende. Han satte sig ned ved siden af hende, og så lidt på hende. "Er du okay?" Spurgte han lavt. Han vidste godt det var et dumt spørgsmål, da hun nok ikke var okay, men han syntes bare han burde spørge alligevel. Bare for at vise at han faktisk bekymrede sig om hende, og ikke bare var ligeglad. Måske kendte han hende ikke, men han kunne godt vise omsorg for hende alligevel. Mange ville mene det var noget han kun gjorde ved bestemte personer, men faktisk skete det ved de fleste personer, da han bare var mest venligt anlagt.

Zoria så på ham og smilte lidt. ”Jeg har det bedre….forresten hedder jeg Zoria...Zoria Matkins” sagde hun og så ned. Hun ville med glæde vide hvad han hed. Og hun syntes faktisk han var ret cute og pæn. Men det er ikke det…det handler om personligheden. Hun ville aldrig være kærester med en fra Hufflepuff da hun mener de er lidt….for søde. Zoria tænkte på den smukke kjole hun skulle have til ballet. Hvis hun altså ville med. Hun ville rigtig gerne ha en date til ballet. Hun har aldrig haft en date. Bortset fra den første gang hvor hende og Rotnick mødtes. Hun smilte til ham og hun så rigtig sød ud når hun smilte. Det mente hende søster Lily i hvert fald. Hun ville ha spurgt de fleste drenge men det var som om…de ikke var dem hun virkelig kunne lide.

Benjamin nikkede lettet, da hun sagde hun var ved at være okay igen. Så havde han vist gjort det godt nok. Han havde da vel i hvert fald hjulpet hende lidt, havde han ikke? Jo han havde da så. Det var han i hvert fald næsten sikker på. "Zoria.. Kønt navn. Jeg er Benjamin Summers." Sagde han og smilte lidt til hende. Han kunne lige så godt prøve at opmuntre hende, så meget som muligt. Så skulle hun ikke sidde og være trist alt for længe.
Han så lidt på hende. Granskede hendes ansigt lidt. Hun så da lidt kær ud når hun smilte. Han rystede hurtigt på hovedet af sig selv, da han ikke burde mene det. Ikke fordi det var forkert eller noget. Han var bare bange for at hun blot var endnu en af de kønne piger, som så droppede ham, når de havde udnyttet ham. Det havde han jo allerede oplevet to gange, sådan ca.

Zoria sukkede. ”Jeg har svært ved forhold…de fleste drenge dropper mig” sagde hun lavt. Hun lænede sig tilbage og lå nu på græsset. Hun så op med stjernerne. Hejsa far….jeg håber du har det godt…i forhold til mor tænkte hun og så videre omkring. Hun kløede sig på øret da hendes ugle Sortily kom flyvende. ”Hej Sortily…hvad er der sket med din vinge?” sagde hun og smilte. Hun rørte ved vingen og Sortily skrappede. Hun tog fingrende væk. ”Har du brækket vingen?!” sagde hun og Sortily nikkede. Hun smilte ikke mere. Sortily havde aldrig brækket noget. Og det havde Zoria heller ikke. ”Prøv at flyv op på værelset…jeg kommer senere” sagde hun og ugler fløj en smule. Den nåede op på værelset før den styrtede ned. ”Ugler nu til dags” sagde hun og ventede på Benjamin’s svar.

Benjamin lænte sig lidt tilbage, uden at lægge sig helt ned. Han hvilede bare lidt mere på hænderne, og så op mod himlen, imens han lyttede til det hun sagde. "Hm.. Faktisk ved han ikke helt hvad han skal sige til det, da han jo ikke helt kan sætte sig ind i, at være en pige og så blive droppet. Han er jo kun blevet droppet af piger, så der er stor mulighed for at de ikke helt kan sætte sig ind i hinandens sted, på lige det punkt.
Han så lidt på uglen der kom ned til dem, med let rynkede bryn. Hans blik hvilede på uglens vinge, imens Zoria snakkede. Da hun havde sendt den afsted igen, så han lidt på hende. "Du må gerne gå op og se til den, hvis du gerne vil.. Du er på ingen måder tvunget til at blive her.." sagde han, med et smil over læberne. Han mente det han sagde. Han ville ikke tvinge hende til at blive her, hvis nu hun var bekymret for hendes ugle. Og hvis hun nu kedede sig, så havde hun også en god undskyldning for at gå nu.
Han lagde sig langsomt helt ned i græsset, men hænderne under hovedet, så han lå lidt blødere. Han så op på stjernerne over ham, med et svagt smil over sine læber. De skinnede, var umådeligt smukke og mindede ham om en aften derhjemme. Han havde siddet under stjernene på en legeplads og spillet guitar. Han vidste ikke hvorfor han kunne huske netop den aften, men det kunne han bare.

Zoria så på ham. ”Tro mig Benjamin…jeg har heller lyst til at blive her….sammen med dig” sagde hun lavt. Hun tænkte på Monika Stricker. En slytherin pige som altid mobbede Zoria…hvad skulle hun gøre? Hun kan ikke bare gå hen og slå eller myrde hende…men det var nok noget af det hun havde lyst til. Men det kunne hun ikke! Sådan et menneske var hun ikke. Selvom hun var på Slytherin. Hun hader at være på Slytherin..hun passer slet ikke til der. Fordelingshatten må ha dummet sig. For Slytherin er onde. Hun er ikke spor ond….tjo…når man gør hende vred er hun men ellers ikke. Hun er et god menneske. Og det vil hun altid være. Hendes ønske er noget ingen må vide….men måske finder Benjamin alligevel ud af det.

Benjamin så stadig op mod himlen, imens han smilte. Egentlig hyggede han sig. Han kunne godt lide at ligge og se på stjernerne, og alligevel ikke være alene om det. Der var en han kunne snakke med, hvilket passede ham meget fint.
Så var det han ville have til at ske, jo også sket. Inde i storsalen havde han jo tænkt på at han egentlig gerne ville møde nogle nye personer, og nu havde han mødt en fremmed person, som han vist kunne snakke sådan halv'godt med. Det var jo ret godt så.
"Det er jeg glad for.." Sagde han og så lidt på hende. Det var han virkelig. Han var glad for at hun ville blive, så han ikke bare blev overladt til sig selv. Han så op mod stjernerne igen, og et mildt suk undslap hans læber.
Det her er egentlig ret hyggeligt.. Tænkte han, og smilte lidt brede over det. Mindet om dengang på legepladsen, hvor han sad med sin guitar alene, kom igen frem i hans hovedet. Det var faktisk lidt underligt, for han mindedes ikke at noget specielt skete den aften. Måske var det bare oplevelsen med at sidde under stjernerne og spille, der gjorde han kunne huske det.

Zoria så på ham. ”Hør du…Benjamin?” sagde hun og smilte lavt. ”Vil du eh…følges til ballet med mig? Jeg ved vi ikke kender hinanden så godt…men jeg tænkte at ballet kunne være en god måde at lære hinanden at kende?” sagde hun og smilte lavt. Hun fik garanteret et nej som hun havde fået fra de fleste drenge. Hun smilte ikke mere og så sig omkring. Hun kløede sig ved øret og rejste sig op. Hun smilte slet ikke. Hun fik sikkert et nej! Det var noget hun kunne gætte på…fordi de fleste drenge aldrig ville. Kun dem som hun ikke rigtig fandt sin type. Hun så på sine negle med USA-flagets farve. Hun smilte heller ikke nu men hun tænkte ikke rigtig op hvad hun skulle gøre i denne her situtation.

"Ja, havd er der?" Spurgte han roligt, og så væk fra himlen og over mod hende i stedet. Han smilte sit sødvanelige skæve, venlige smil. Han så hurtigt ned, og bed sig lidt i læben, da hun spurgte ham. Han var jo allerede blevet spurgt af en, hvor han havde sagt han gerne lige ville tænke over det, fordi han ikke kendte den anden pige så godt.
Han rejste sig hurtigt op, da hun rejste sig. Han ville ikke have hun gik nu. Han havde jo lige hygget sig så meget, så han ville ikke have hun bare smuttede, men selvfølgelig kunne han ikke tvinge hende til at blive. "Sagen er den, Zoria, at jeg allerede er blevet spurgt af en anden. Jeg har ikke sagt ja, men kan jeg få lov at tænke lidt over det?" Spurgte han tøvende. Han ville gerne følges med hende, virkelig. Men han havde ikke svaret den anden pige, og hende ville han jo egentlig også gerne følges med, så han vidste ikke helt hvad han skulle gøre.
Han bed sig nervøst i læben, og så undskyldende på hende. "Det er ikke fordi jeg ikke vil, jeg skal bare lige have tid til at tænke over det..." Sagde han lidt efter. Han håbede virkelig på at hun forstod det rigtigt, og ikke fik tolket det som om han bare ikke gad hende.

Zoria så på hende. ”Bare følges med hende” sagde hun. ”Jeg skal op og lave lektier” sagde hun. Hun tog sine ting og rejste sig. ”Vi ses bare”.


//Sorry det blev VIRKELIG kort… :///

Benjamin reagerede instinktivt, præcist som tidligere inde i storsalen. Han lagde sin hånd på hendes skulder, og fik hende vendt om, så de stod ansigt til ansigt. "Zoria... Hør nu på mig!" Sagde han, nærmest med en bedende stemme. "Jeg vil jo gerne følges med dig, forstod du ikke det? Jeg skal bare lige have lidt tid, da jeg ikke helt ved hvad jeg skal gøre endnu.." Sagde han lidt efter. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Der var derfor han nærmest bare gentog sig selv. Men han ville jo også gerne understrege at det ikke havde noget med hende at gøre. Det var bare fordi han selv manglede tid til, lige at finde ud af det.
Hans havde ikke fjernet hånden fra hendes skulder endnu, da det var som om, det var hans måde at sikre sig, at hun ikke ville gå derfra. At hun ville blive, til han slap hende.

//Det går nok. //

Zoria så på ham. ”Du skal følges med hende!” sagde hende. ”Jeg kommer ikke alligevel så glem nu bare mit spørgsmål” sagde hun. ”Ballet more mig alligevel aldrig!” sagde hun og tog sine ting. ”Og lad mig gå nu for jeg har ikke lyst til at få en T!(Trold)” sagde hun vredt.

//Sorry igen :///

"Zoria!" Han havde hævet stemmen så meget, at han var lige på randen til at råbe. Han så vredt på hende, og rystede tungt på hovedet. Han fjernede sin hånd nu, men kun fordi hun tog sine ting, og så kunne han ligesom ikke stå med hånden på hendes skulder.
Han så lidt ned mod jorden, og knyttede så begge hans hænder, og så op på hende igen. "Så nu lader du mig bare stå her? Du har simpelthen bare tænkt dig at gå?" Spurgte han vredt. Måske havde han taget fejl af hende. Måske var hun bare en af de kønne piger, som bare ville udnytte ham og intet andet. Nej! Sådan virkede hun slet ikke. Hun virkede bare oprevet over at han ikke vidste om han ville følges med hende. Mere virkede der ikketil at være i det, men han kunne jo sagtens tage fejl. igen.

//Det er okay. Hm.. Jeg skal lave mad nu, men kommer på en gang senere i aften. (: //

Zoria så på ham. "Jeg skal lave mine lektier...." hun sagde ikke mere for det var noget hun ikke ville. Hun knyttede næverne og tog sin tryllestav. "Lumos" sagde hun og noget lys blev lyst op via tryllestaven.

/Jeg skriver bare kort...men det gør jeg ikke normalt/

Benjamin sukkede let, og tog en så en dyb indånding, for lige at tage sig sammen. Han trådte helt hen til hende, og førte hans hånd op til hendes kind. "Zoria Matkins.. Vil du følges med mig, til ballet?" Spurgte han langsomt.
Hans hånd var stadig mod hendes kind, og han så hende roligt ind i øjnene. Han vidste ikke hvad det var, men noget havde fået ham til at skifte mening. Noget havde gjort at han bare gerne ville følges med hende.

//Det er okay, jeg ser også film, så svare selv ret kort. //

Zoria åbnede munden. "Benjamin Summers, din invitation er accepteret" sagde hun og gav ham et hurtigt kys på kinden. Hun tog sine hænder op mod hans kinder. Hun smilte enormt stort.Jubiiiiii! Bal :D! tænkte Zoria.

Benjamin sukkede lettet, da hun takkede ja. Men det havde han egentlig også regnet med, eftersom hun havde startet med at spørge ham. "Storartet." Sagde han med et smil. Han havde stadig hans ene hånd hvilende mod hendes kind, imens han så ind i henddes smukke, brune øjne.
Han var egentlig godt trilfreds lige nu, selvom han også fandt det sådan lidt underligt, at han lige for lidt siden havde været i tvivl, og så pludselig havde han ombestemt sig. Det var ikke normalt for ham. Han plejede altid at stå ved sine ting, i et par dage, inden han ændrede det. Så hvis han skulle tænke, så skulle han altså det, og der var intet at diskuterer omkring det.

Zoria smilte. "Mød mig ved Drivhusene" sagde hun.

//Out..laver du et emne ved Drivhusene?//

//Jear okay, går igang nu. //