What happened with you? - Summer Night.

S: Hospitalsfløjen.
T: Klokken er omkring 16:47
V: Udenfor regner det, ret kraftigt. Og det blæser også ret meget.
O: En masse senge og et par borde og sådan noget. Der er ikke rigtig nogle personer der inde, på nær de få ’indlagte’.

Der var stilhed inde på hospitalsfløjen, på nær regnens trommen mod ruderne. Der lå få personer i sengene. Måske kun omkring tre derinde i alt. Men hvad gjorde det også. En hospitalsfløj var en hospitalsfløj uanset hvad. Eller det var den i hvert fald ifølge en person. En mørkhåret dreng, med det meget enkle navn Andrew. En syvende års elev, på Hogwarts skole for Heksekunstner og Troldmandskab.
Andrew befandt sig ikke på hospitalsfløjen, fordi han selv var kommet til skade. Nej, han var gået til hospitalsfløjen for at besøge en af de personer der var deroppe. Det var en af hans venner fra Gryffindor der var endt deroppe, efter en Quiddtich-kamp. Og nu ville han bare op og besøge ham. Så kunne det godt være han var fra Huffelpuff-kollegiet og sådan, men de var jo trods alt venner.
Han lod blikket glide rundt i rummet, for at finde ud af hvem der ellers var der. Det var alle personer han havde set før, men ikke helt var sikker på hvem var. Han kunne i hvert fald ikke lige sætte navn på nogen af dem, imens de lå i hospitalssengen, godt dækket af en dyne.
Han vendte blikket tilbage til hans ven, og smilte ned til ham. ”Hvordan har du det?” Spurgte han med roligt stemme. Vennen svarede ikke som sådan, men nikkede bare lidt. Andrew tog det som et ja, men det kunne vel egentlig være begge dele.
Han trak en lille pose frem, hvor der på siden stod ’Berties Multismagsbønner’. Det var nogen han havde taget med til ham, så han havde noget at spise, imens han lå deroppe. ”Jeg stiller dem bare på bordet.” Sagde han med at smil, og stillede posen på bordet ved siden af sengen. Der stod allerede lidt andre ting. Nogle andre multismagsbønner, nogle blomster og lidt andet godt.

Det svimlede for den 16-årige Summer, der egentlig ikke anede hvor hun var. Det sidste hun kunne huske var at hun havde talt med sin veninde, Amelia og så at det hele gik sort.
At dømme efter duften af medicin der hev hende i næseborrene, lå hun nok på hospitalet. Igen.
Hendes venstre arm smertede ikke så meget som det havde gjort tidligere, hvilket nok betød at Madam Pompfrey havde bundet det ind og helet hende. Pokker tage hende.
Hun sukkede og prøvede at åbne øjnene, først måtte hun lukke dem igen, begrundet det alt for skarpe lys.
Da hun prøvede igen, var lyset først overvældende, men i takt med at hun genvandt evnen til at se klart blev det mindre skarpt. Hun så sig omkring, hun lå som hun havde forudsagt på hospitalsfløjden. Skønt.
Hun kiggede ned på sin arm, igen havde hun ret i sine forudsigelse, hendes arm var bundet ind i hvidt gazebind, med røde pletter, sikkert blod.
Hun sukkede igen og så rundt på de andre senge, der var ikke ret mange på hospitalsfløjden, faktisk lå der kun hende og en anden, som havde en gæst, og så endnu en pige, som hun ikke kendte.
Faktisk kendte hun ingen herinde, med undtagelse af Madam Pompfrey hun i løbet af sine skoleår havde lært at kende rimelig godt.
"Jamen, det her er jo herligt..." mumlede hun da hun fandt ud af at hun ikke kunne få gazebindet af.
Hun så ned på sin anden arm, ligesom den venstre var den prydet af en masse lange ar der slyngede sig om hendes underarm.
Hun lænede sig tilbage i sengen og gav sig til, meget lavmælt, at nynne One Direction's sang, Moments. Hendes absolut yndlingssang.

Andrew rodede lidt rundt i sit hår, og lod på ny blikket glide rundt i rummet. Der var stadig helt tomt, præcis som før. Og selvfølgelig var der det. Hvem skulle også være kommet ind, i de små fem minutter, han ikke havde set sig omkring.
Lugten af hospital var ret overvældende. Den måde der lugtede af syge mennesker, medicin og rengøringsmiddel på. Det var lige til at få hovedpine over. Hvilket han på det sidste havde fået ret let. Det var en smule underligt egentlig, da der før i tiden skulle meget til, for at han fik hovedpine. Men sådan var det ikke længere. Hvis folk bare råbte lidt for højt, kunne det nærmest blive ulideligt for ham, fordi han fik så ondt i hovedet. Det var meget irriterende, specielt hvis han så befandt sig til en quidditch-kamp, hvor folk ligesom bare råbte som det passede dem. Og han kunne jo heller ikke bede alle tilskuerne om at holde mund, blot for at han kunne blive siddende der, og ikke behøvede at gå.
Han vendte langsomt blikket tilbage til sin ven. Han så egentlig ret sølle ud, som han lå der. Fyldt med små skrammer, og så med et ben der før havde brækket, men som nu kun var øm, fordi Madam Pomfrey havde healet det. ”Du er sikker på at du er okay, ikke?” Spurgte han, med lidt mere bekymring i stemmen. Hans ven sendte ham bare et lidt opgivende blik, og nikkede igen. Andrew burde vel bare lade vær med at spørge igen, når hans ven allerede havde sagt, at han altså var okay.
Han havde slet ikke lagt mærke til at den ene pige var vågnet. Måske fordi han lige nu, var helt optaget af sin ven, og så hans egen lille tankegang.

Hun satte sig op og løsnede hendes bandager, hun hævede øjenbrynen da hun så såret. En gul væske lå henover det som et låg, betændelse. Hun sukkede og lukkede bandagerne omkring hendes arm igen.
Hun løftede lidt op i dynen og så til sin store glæde at hun havde hendes normale tøj på, så kunne hun altså godt tage tilbage til hendes opholdsstue. Hun kunne nemlig ikke klare atmosfæren og lugten på et hospital eller en hospitalsfløj, det var ikke ligefrem opmuntrende.
Hun svang dynen til side og svang benene udover sngekanten, hun lukkede øjnene. Underligt nok, følte hun sig svag. Ikke svag som hun plejede, bare træt i alle muskler og da hun kiggede over skulderen på sengen var det nærmest som om den kaldte på hende.
Hun sukkede og rejste sig op, først gyngede jorden under hende og så genvandt hun balancen lidt efter lidt. Hendes arm smertede og hun bed sig i læben, hvorfor kunne hendes arm ikke vente med at gøre ondt til hun var kommet væk herfra? Pokker tage den dumme arm.
Hvor tror du så du skal hen?" Sagde en stemme, der helt klart tilhørte Madam Pompfrey. Damn it, tilbage i sengen.
"Tilbage til mit kollegie," sagde hun som svar og begyndte at gå, før en hånd på hendes skulder stoppede hende."Hvad?" Spurgte hun træt.
"Summer, et sår der gik fra skulderen til håndleddet er hvad du har under den bandage. Ved du hvordan den er kommet der?" Spurgte Madam Pompfrey mildt.
Summer kiggede på hende og rystede så på hovedet. Men det kunne vel også være ligemeget ikke? Hun var ikke død, så hvorfor kunne ingen lade det blive ved det?
Hun så kort over på drengen, der havde en gæst og bed sig i underlæben. Hun så på Madam Pompfrey og sagde stille:"Madam, jeg kan godt gå selv... Må jeg ikke godt gå ned til min opholdsstue? Jeg skal lave lektier."
Summer ventede ikke rigtig på svar før begyndte at gå hen mod indgangen og udgangen til hospitalsfløjden, nu skulle hun ud. Hun hadede hospitaler, nåle og læger, så derfor var det lidt uheldigt hun næsten hele tiden kom hen på hospitalsfløjden.