The death isn't the end of story, it's just another beginning ~ James Jonathan ~

Tid: 12.30
Sted: Hulkende Huldas Toilet
Omgivelser: Ingen, udover hende selv
Vejr: Solskin, lidt overskyet og halv koldt
Påklædning: Langærmet, sort uldtrøje og sandfarvede jeans, med en kappe udover.

Hulkende Huldas toilet var øde, med undtagelse af den unge pige, der stod foran en vask.
Denne pige hed Summer Night, var på Hufflepuff og hadede sit liv.
Når hun så sig i spejlet så hun ikke den smukke pige folk sagde hun var, hun så en tyk og grim pige. En pige der ikke kunne finde ud af noget, men fortjente at dø.
Døden, hvorfor frygtede man den? For hende lød den tiltrækkende, så mange plusting var der ved den, som livet ikke havde. For det første behøvede man aldrig mere blive forladt, aldrig mere blive knust, aldrig mere blive afskyet, aldrig mere... være hende.
Den lille kniv lå på marmorpladen og nærmest kaldte på hende, hun smilte og tog et fast greb om den.
Hun tog det ene ærme ned og afslørede de mange fine ar på hendes arm og hendes håndled. Ar hun havde lavet igennem hendes liv, allerede fra 3. klasse. Der hvor mareridtet begyndte...
Hun trykkede kniven mod hendes hud, vandret, ved pulsåren og trak til.
Et fint spor og en masse blod kom til syne. Et lille gisp forlod hendes læber og hun tabte kniven ned i vaskekummen.
Tårer løb ned af hendes kinder og minder overvældede hende:


Hun fortjente smerten, det havde så mange gjort klar for hende. Ved hjælp af ord havde de ødelagt hende og det at hendes far, forresten muggler, også afskyede hende, gjorde det ikke bedre.
Endnu et snit, blod... Hvor var smerten ulidelig og hvor kom der meget blod.
Ét snit til.. Så kunne det være hun døde? Måske... Endelig.

James vidste ikke hvorfor, men han havde blot begivet sig ubevidst ned på hulkende huldas toilet. Han nåede dog kun at åbne døren før han endnu en gang skulle i aktion.
Det skete for ofte sådan noget. Han var altid helten.
Han havde nemlig hørt snit, begyndte at løbe, mens han fiskede sin tryllestav frem og pegede mod stede lyden var kommet fra. ”Accio kniv!” sagde han lettere højt, og kniven fløj ud af pigens hænder, og over i James' hænder.
”Du ved godt, det skader kun dine håndled. Du dræber dig ikke ved at skære på den måde...” sagde han vist. Han vidste selv hvordan man dræbte folk ved at skære blodårer over. At skære lodret over håndledet kunne man ikke dø af, ikke med mindre man blev ved indtil der lå alt blod på gulvet. Man kunne i steder tage overarmen, den del der vender ind mod kroppen. Den pumper 30 litter blod i minuttet. Og et normalt voksent menneske har 5-6 liter blod i sig. Ellers skulle man skære fra sin tommelfinger og ned mod albuen. Ja. Han vidste hvordan man gjorde. Særligt når man havde en søster som cuttede. Så blev man lidt nød til at finde ud af hvad søsteren kunne gøre uden det var slemt, og hvad hun slet ikke måtte gøre. Han ville ikke have sin søster døde. Selvom de ofte kom op og skændes over et eller andet, og han ønskede hende død, så ønskede han det jo ikke rigtigt. Sådan er det altid.
”Der er ingen grund til at spilde blod på den måde. Der er ingen grund til du bare lader dyrebart blod, som du alligevel mister en gang om måneden alligevel.” argumenterede han. Piger har menstruation, og siden hun tydeligt var over tretten, så burde hun have det.
”Du hår hele tiden nyt blod fra den næring dine organer får fra din mad,” sagde han og var næsten henne ved hende.
”James, James Jonathan,” præsenterede han sig selv.

Hun hørte en stemme sige noget bag hende, præcist hvad var hun ikke sikker på, og hendes kniv røg ud af hendes hånd. Hun løftede blikket og kiggede ind i spejlet, det faldt på en dreng med sort hår. Han havde en kniv, hendes kniv.
Hun sukkede og himlede med øjnene, hvorfor var det lige at drenge havde en ufattelig stor trang til at spille helt? Når deres 'heltemodige' gerninger ikke var ønsket? Det fattede de åbenbart ikke, deres mikroskopiske hjerner kunne simpelthen ikke regne det ud.
Hun vendte sig om, stadig med blodet løbende fra de vandrette sår i hendes håndled. Sårene pumpede hele tiden blod ud og løb ned af hendes fingre og dryppede ned på gulvet.
Hendes øjne kiggede kun på ham, det ene øjenbryn var let hævet og et lille smil spillede på hendes læber, da han talte. Klogeåge var hendes første tanke.
"Og? Det er min krop, altså, kan jeg bestemme over den," sagde hun ligegyldigt og lagde hovedet på skrå, mens hun mimede ordene 'giv mig kniven' med munden.
Han talte videre, det her var simpelthen for meget. En barneeinstein... Hvorfor kunne det ikke være ham den råbende galning igen? Han sagde i det mindste noget, hun kunne sbvare nogenlunde spydigt tilbage på. Den her klogeåge, han sagde ting der i hendes hoved lød som 'blablabla..'.
"Og hvad så? Det er ikke for at miste blod jeg gør det her, søde ven," sagde hun med et let spydigt tonefald og vendte sig så rundt igen og sagde hviskende:"Jeg vil bare væk..."
Hun kiggede ned på sin arm, den var næsten helt rød. Den røde farve stod godt nok kraftigt i forhold til hendes alt for blege hud...
Hun løftede blikket, James Jonathan hed han... Niks, ingen klokke.
"Summer, Summer Night," præsenterede hun sig selv og mødte hans blik i spejlet, eller prøvede på det.