Pinslerne som i de gamle dage....(James Jonathan)

O: Ingen andre end Madam Hoxxile og et par drenge
S: Hospitalsfløjen
V: Regn
T: 15:30

Zoria lå i en seng i hospitalsfløjen. Hun havde det ikke for godt, og hun havde ondt i maven. Det var ikke ”Det røde” fordi det havde hun selv tjekket efter. Men hun så sig omkring og sukkede. ”Madam Hoxxile? Er jeg snart klar til at gå?” spurgte hun. Madam Hoxxile rystede på hovedet. ”Du ska’ nok bli’ her nogen dage” sagde hun. Madam Hoxxile var jysk men det var ligemeget. Zoria sukkede og så ned. ”Okay” sagde hun hurtigt og lagde sig ordenligt. Hun kradsede sig i nakken og smilte lavt. Hun var ikke helt tilpas for nu havde hun ondt i hele kroppen. Hun smilte ikke mere da et par dumme drenge fra hendes kollegium kom ind. ”Hej Zoria din lækre sild. Er du klar til Opperen?” de grinte ondt og smilte lidt ondt. De gik hen imod hende og hun var bange. Madam Hoxxile brød straks ind. ”Drenge vil i være venlige at gå ud?” drengene ignorrerede hende og gik mere hen til hende. ”Men er du klar?” sagde de og tog hænderne frem mod hende. Et højt skrig lød fra hende.

James var på vej mod hospitalsfløjen. Han var selv helt rask, men han skulle besøge en ven, som var faldet af kosten og havde brækket benet. James skulle til at åbne døren til hospitalsfløjen da han hørte et skærende skrig igennem hele luften inde fra hospitalsfløjen. James regnede med det sikkert bare var en ung elev som skulle have en sprøjte eller noget. Da han så var kommet roligt ind med nogle blomster i hånden så han straks en gruppe drenge stå henne ved en af sengene.
James tabte hurtigt blomsterne som han havde med til sin ven og gik med hastige skridt hen mod sengen med gruppen af drenge om. Mens han gik tog han sin stav frem. James fumlede lidt men fik ordenligt fat på staven og rettede den mod drengene. ”Aguamenti” snerrede han og vand fløj ud af hans stav. Det var den eneste besværgelse han kunne komme i tanke om. Da en af drengene havde løbet uden om vandet som James kastede rettede James hurtigt sin stav mod ham, ”Locomotor Mortis” og hans ben låste sig midt i et skridt, så han faldt. Drengene var blevet irriteret over at de var blevet helt våde og var smuttet ud af døren igen, og slæbt deres ven med sig.
James kiggede skulende efter dem. Først nu kiggede han hen mod det sted hvor drengene havde været. Vandet havde sprøjtet så meget så det var ud over hele sengen og patienten. Han gik hen mod pigen der lå i sengen, ”Undskyld, du blev jo helt våd,” sagde han undskyldende og kiggede lidt op og ned af pigen. ”Madam Hoxxile, vil De være sød at hente nogle nye sengelagner til pigen her?” spurgte han sygeplejersken som allerede var på vej ud efter rene ting. ”Det må du virkelig undskylde,” sagde han endnu eng gang undskyldende. ”Jeg hedder James Jonathan,” sagde han smilende. Først nu så han egenligt ansigtet. ”Vent, kender jeg ikke dig?” spurgte han, da han syntes han havde set hende før.

Hun så på det James gjorde og smilte lidt lavt. ”Det gør ikke noget. Jeg svedte alligevel meget” sagde hun og smilte lidt større. ”Zoria Matkins” sagde hun igen og så lidt skævt på ham. ”Nej jeg tror ikke vi har mødt hinanden…men har du en søster som hedder Julie Jonathan?” spurgte hun og smilte endnu større. Hun rejste sig fra sengen og så den var våd. Drengene var blevet smidt ud af vinduet. ”Farvel drenge!” råbte Madam Hoxxile fyldt med glæde over at ha sluppet af de forfærdelige drenge. ”De gjorde kun det der fordi lederen er min eks” sagde hun og sukkede. ”Han er en værre idiot” sagde hun trist. Hun tog James’ blomster op og smilte. ”Dem her kan jeg lige ordne” sagde hun. Hun mumlede en besværgelse og blomsterne var som nye. Hun tog blomsterne hen til James og ventede blot på at han ville svare hende.

James vidste ikke hvad han skulle svare til at hun havde haft det varmt. ”Fint navn.” kommenterede han med et lille smil. ”Julie? Det mindes jeg ikke,” svarede han undrende og rynkede på panden, ”Er der da nogle der har udgivet sig for at være søster til mig?” Spurgte han en anelse forvirret mens han kiggede lidt efter hende da hun rejste sig.
James kiggede på Madam Hoxxile, som næsten hoppede og dansede over at James havde fået dem væk. James smilede over at hun var så glad over så lidt.
James fulgte efter Zoria da hun begyndte at fortælle kort. ”Okay, men det giver stadig ikke rigtig mening, med mindre det var dig der slog op?” sagde han spørgende. ”Hvad var det de ville gøre ved dig, Zoria?” spurgte han og så lettere bekymret på hende. Han ville egenligt ikke have at hun havde det alt for dårligt med de drenge, eller så var det fordi at James godt kunne lide at charmere sig ind på piger, når hans egentlige kæreste gik på en anden skole.
James smilede blidt til hende da hun tog blomsterne op i hænderne. Først der kom han i tanke om hvorfor han var kommet. Da blomsterne var lavet tog han blomsterne til sig på en lidt streng måde. Han vendte sig så om og skulle til at gå direkte hen til en anden seng. Men han stoppede sig selv i at være kold. James tog en rose og en nellike ud af bukketen. Han vendte sig så om mod Zoria.
”Her,” sagde han med et blidt og charmende smil. Han lod hende få dem i hånden og vendte så om på hælene og gik over og satte blomsterne i sin vens vase. James gik væk fra sengen igen. På buketten til hans ven var der en seddel med Jonathan skrevet på. James stod nu over for Zoria.

Zoria rystede på hovedet. Hun så på ham. ”Nej det tror jeg ikke. Der var bare en pige som hed Sasha der spurgte mig. Hun ville date dig tror jeg nok” sagde hun og grinte svagt. Hun tog blomsten og smilte. ”Tak, hvor er du sød” sagde hun igen. Hun rettede sig hår. ”James er da også et fint…nej vent dit er meget elegant og smukt” sagde hun. Hun smilte og kradsede sig i nakken. Blomsten lagde hun i en vase med Slytherins mærke på. ”Opperen….det er hvor de løfter mig op og smider mig i søen” sagde hun og rystede lidt. Hun var bange. For det havde de gjort siden hun slog op. ”Hver gang de gør det, ender jeg her. Mest fordi de sørger for jeg rammer en sten eller nogen andet” sagde hun. Hun var vant til at blive slået, sparket og tortureret. Hun sukkede svagt og smilte ikke. Hun så igen på James. Hun havde ikke lyst til at fortælle om hendes forfærdelige barndom. Men det var som om hun stolede på James. Som om han var hendes ven allerede. Hun vidste ikke om de kendte hinanden. Men det var hun ligeglad med. Hun tænkte stadig på sin barndom. Og historien havde hun skrevet ned i sin baggrund. Hun sukkede lidt igen og så på James. ”Hvem er din ven du skulle besøge?” spurgte hun og ventede.

James så skræmt på Zoria. ”Okaaay... Det er lidt sært...” sagde han, kiggede lettere nervøst væk og rynkede på brynene.
”Det var da så lidt,” sagde han og trak på skuldrende med et blidt smil. ”Tak, men det er netop det...” sagde han og grinede en anelse. ”Jeg kan ikke lide elegante, fornemme og klassiske navne... Jeg vil hellere have et eller andet – noget som ikke er så fint”-”Som hvis jeg hed Bob i stedet,” sagde han og grinede lidt af sit forslag.
”Hvorfor i alverden kalder man det så opperen? Du ryger jo ned i vandet?” sagde han undrende. Men det gav bare ikke rigtig mening, for det hele gik jo ud på hun skulle ned i vandet, og ikke på de skulle have hende op i armene. Derudover, så kunne de jo også bare skubbe hende, og derfor kunne det også hedde skubberen... Det var virkelig irriterende med sådan noget logisk tænkning.
”Av.. Men du kommer jo ikke så galt til skade som de andre...” indvendte han. Han hentyde til folk som Quidditch spillerene og elever der kommer ud for besværgelser.
”En ven der har været udefor lidt af hvert,” sagde han og trak på skuldrende.