Bevidstløs - James McCartney [Timescape]

S: Hospitalsfløjen.
O: Få tilskade kommende. Sygeplejesker.
V: Regn.
T: 15:15.

Shagelin var blevet lagt på en båre. Hun havde brugt alt sin energi på at slå nogle drenge ned og lidt før det havde hun bidt sig i tungen og boret sine negle ned i hendes håndflade. Hun var helt blodig at se på. Blod på hendes gule tanktop, hendes lyserøde cardigan, hendes røde bukser og hendes blå converse snude. En sygeplejeske havde taget hendes cardigan af og lagt den på et lille bord. Hendes arme havde nogle blå mærker hist og pist. Det var nogle der havde været der tidligere.
Tre sygeplejeskær sad rundt om Shagelin. En af dem sad og vaskede hendes hånd og fjernede hud under hendes negle. Huden tilhørte en af drengene som hun havde overfaldet.
En anden sygeplejeske vaskede hendes hoved og fik renset hendes mund. Den sidste sygeplejeske sad ved den anden hånd og gjorde som den første sygeplejeske. Fjernede hud under neglene, og vaskede hendes hånd. Der ud over syede sygeplejersken hendes knor. Shagelin havde slået så hårdt at hendes knor var gået op.
Da sygeplejeskerne var færdige gik de videre så Shagelins krop kunne få list ro.
Shagelin åbende forsigtig sine øjne. Hendes øjne var næsten ikke åbne. Hun var for smadret. Hun skævede rundt. Hvor var han? Hvor var James? Hvordan var hun overhovedet endt her? Hun kunne ikke huske noget siden hun havde set drengene komme op fra vandet.

James gik hurtigt ind i hospitalsfløjen og gik over mod Shagelin’s seng. ”Hej Shagelin” sagde han og smilte. Han var enormt glad over at ha’ reddet hende…eller over at ha’ bragt hende hertil for at blive reddet. ”Har du det godt?” spurgte han, da en af sygeplejerskerne sagde noget. ”Frk.Bones? Er det din kæreste?” spurgte hun. James så på hende og rystede på hovedet. ”Nej…jeg tror vi kun er venner” sagde han. ”Det var det sørgeligt for dig, hvor lang tid varede jeres forhold?” spurgte hun. ”Vi har aldrig været kærester Madam Eskey…vi er kun venner vil jeg tro” sagde han og grinte. Han syntes det var underligt at blive kaldt kæreste til hende…da de ikke engang var tæt på…eller var de?

Shagelins øjne åbnede sig lidt mere da hun fik øje på James der kom ind i hospitalsfløjen. ”Hej,” hilste hun en smule hæst. ”Bedre,” besvarede hun og trak en anelse på skuldrene.
En sygeplejeske spurgte hende om James var hendes kæreste. Shagelin slog øjnene op, og svarede hurtigt, ”Hvad? Nej!” Shagelin var aldeles forvirret. Havde James gjort et eller andet ved Shagelin, siden hun troede det?Havde.. Havde han kysset hende? ”Vi har slet ikke været kærester!” peb hun. Først nu gik sygeplejersken. Det var da utroligt.... Sådan noget spørger de sgu ikke om. Hun måtte have fået nogle stoffer eller noget. Hun var jo helt fra forstanden...
Shagelin sukkede dybt. ”Jeg kan altså godt svare selv,” hvæsede Shagelin næsten af James. Sygeplejersken havde tilmeldt sagt; Frøken Bones, og så stillet spørgsmålet. Hvor kunne nogle drengen bare være idiotiske...Shagelin lukkede øjne i et suk ”Hvis nogen spørger mig om noget,” sagde hun og åbnede øjnene, ”Så svar kun, hvis jeg siger du skal svare... Okay?” hun lukkede øjnene igen i et irriteret suk.

James nikkede og så på hende. ”Men du behøver ikke råbe! Jeg kan da bare gå igen?” sagde han vredt. Han havde tænkt sig at give hende noget til hendes flagermus. ”Jeg havde ellers købt en pose insekter til din flagermus!” sagde han vredt. Han lagde posen på hende bord og var på vej ud. ”Men tak alligevel, tak fordi du siger hvad jeg skal gøre…skal jeg lytte til en der er mindre end mig? Nej!” sagde han vredt. ”Men vi ses…du kan bare blive her og blive rask imens jeg har tænkt mig at gøre noget ved at jeg altid er så alene…ved du hvor svært det er at være alene?...du har forældre ikke?...det har jeg ihvertfald ikke…du har søskende ikke?…det har jeg heller ikke...men hvis du har en familie , er de så ikke er ved din side? og du skal ikke bo hos en gammel mand som tager stoffer og ryger!” råbte han vredt og så på hende.

Shagelin så forbavset på ham. Hvornår havde hun råbt? ”James.... Hvornår har jeg råbt?” spurgte hun og rystede en smule på hovedet. Han måtte haven enorm følsom hørelse, for hvis hun havde ændret sin tone var det til lettere irriteret eller træt, i den retning i hvert fald. Shagelin kiggede på en pose han fandt frem. ”Tak,” Shagelin ville helst ikke sige at hendes flagermus helst ville have frugt. Det var en frugt flagermus nemlig. Men hun ville ikke gøre tingene værre end de allerede var.
”Tror du det er bedre at have en mor som dødsgardist? Og en bror som også er?” spurgte hun og tårerne kom frem igen i hendes øjne. Hun sad nu op. ”Min far er den eneste som bare støtter mig lidt, det er ikke noget særligt – kun i offentligheden er han venlig, når det kun er os, så...” Hun tog hænderne i siden af hendes hoved og tog fat i sit hår. Hun ville ikke komme i tanke om alle de ting der var sket mens hun havde været hos sin far. Da James sagde at hun ikke skulle bo hos en gammel man som tager stoffer og ryger slog det hele klik. Hun tog posen med insketer i sin ene hånd og smed efter ham.
”Skrid!” Skreg hun skingert efter ham. Han vidste intet om hende. Han kunne ikke sige han var vild med hende, ellers ville han ikke opføre sig sådan. ”Du kan ikke li' mig! Du hader mig!” råbte hun og tog den vase som stod på nat bordet. Der var blomster i den. Hun skulle til at kaste den efter ham også, men en sygeplejeske var kommet og havde taget fat i hendes hånd. ”Shagelin, læg dig ned.” sagde hun bestemt. Shagelin rejste sig i mod sygeplejerskens ordre og trak hende ned på sengen. ”Du kan selv lægge dig!” peb hun og vred sin hånd fri. Hun var så frustreret at hun ikke kunne stå op sine ben. Hun faldt ned på knæ mens tårerne trillede ned af hendes kinder. ”Lad mig nu bare være,” hulkede hun.

James så på hende. ”Hvis din flagermus kan lide noget andet kan du bare sige det…sådan noget bliver jeg ikke sur over” sagde han. Han så på sygeplejerskerne som gik væk fra Shagelin. ”Shagelin..din ting lyder frygteligt…men jeg er opvokset uden forældre…selvfølgelig er det ikke værre en dit” sagde han og smilte skævt. ”Og jo jeg kan godt lide dig Shagelin…du tror bare ikke på jeg gør det…og jeg vil ikke dumme mig overfor dig” sagde han. Han sukkede. ”Hvis din flagermus ikke kan lide insekter…kan den lide grøntsager? Frugt?” spurgte han og så ned. Han kløede sig i nakken og han følte sig virkelig dum. ”Shagelin du har en god grund til at blive sur…jeg har opført mig rigtig dumt…og efter det her kan jeg ikke fortjene en sød pige som dig…jeg ved ikke hvad jeg skal gøre” sagde han og så ned. JEG ER SÅ DUM!...DUM DUMMERE JAMES! tænkte han vredt. Han så på hende og tog hendes hånd, som nu så rigtig flot ud. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for at vinde dig og dit hjerte” sagde han og smilte. ”Jeg er dum…jeg ved det godt Shagelin” sagde han og så ned, han holdte stadig hendes hånd.

Shagelins åndedrag var tunge.
”Det er for sent... Du har dummet dig... Virkelig meget” hviskede hun med en hæs stemme. Hun græd meget på det seneste. Shagelin kunne ikke tage den måde han havde opført sig på.
Han tog hendes hånd i sin. Hun hev sin hånd til sig. Hun tog hat i senge kanten med sin frie hånd og rejste sig. Han skulle ikke hjælpe hende. Hun havde det fint. Helt fint. Hendes hår dækkede for det meste af hendes ansigt. Hun hejste sit hoved hen mod et vindue på den anden side. ”Må jeg få noget vand?” spurgte hun og satte sig på sin båre hvor sygeplejersken havde ligget et øjeblik. Shagelin kunne hører sygeplejersken gik ud efter noget. Det var nok vand.
Shagelin havde stadig blikket på vinduet.
”Vær sød ikke at røre mig..” hviskede hun og kiggede ned i sit skød. Han havde et eller andet med hænder.
Hvis dette var et eventyr ville hun blot have kigget op da han tog hendes hånd. Men hun var ikke en lyserød prinsesse. Hun var en kælling der gjorde som det passede hende.
Man kunne høre en piven ude fra trapperne. Døren til hospitalsfløjen var lidt åben, og ind af den kom en flagermus. Den stoppede med at flyve et godt stykke fra Shagelin, og gik med sine små ben hen til hende og kravlede op havde hendes bukseben. Den han på hendes ben. Hun smilte næsten usynligt. ”Det en frugtflagermus,” sagde hun så, stadig hæs.

James så bare kort på hende og sukkede. ”Jamen…så ses vi vel…eller ikke” sagde han og var på vej ud, såret, ødelagt og trådt på. ”Jeg vil mene du nok bare tænker…nu har jeg fred…” sagde han. Han åbnede døren og gik ud.

//Out//