All can happen, it's a magical world you know. ~ Zoria Matkins.

S: Storsalen.
T: Klokken er omkring 19:30.
O: Nogle få personer tilbage, tomme borde. Levende lys, der flyver oppe ved loftet, og så er loftet mørkeblåt, fordi det er blevet mørkt udenfor.
V: Udenfor er himlen allerede blevet mørk, men det er ikke koldt. Det er heller ikke ligefrem varmt, men alligevel.

De fleste havde forladt storsalen nu, eftersom maden var taget af bordet og folk var færdige med at spise. Der hørtes lavmælte stemmer rundt omkring, fra de få personer der stadig var inde i storsalen. Loftet derinde var lige så smukt som altid. Mørkeblåt ligesom himlen udenfor.
En dreng med mørkt hår, sad helt alene ved Gryffindor-bordet og så lidt rundt, med et smil. Det var Benjamin Summers.
Benjamin sad stadig ved bordet, selvom hans venner var gået, fordi han virkelig havde trængt til at sidde lidt for sig selv, slappe af og bare være tja.. ham alene agtig. Måske lå der mere i det end det, men han var ikke helt sikker. Dog vidste han, at han også ledte lidt efter nye venskaber, da det var længe siden, han sidst havde snakket med en helt fremmed person. Og det gad han egentlig godt opleve igen. Sådan noget elskede han nemlig. Mødet med en ny person, den lidt akavede start, og derfra kan tingene så kun gå godt eller dårligt. Og ofte gik det da også godt, men det kunne jo lige så godt tage en skæv drejning, og så bare gå ad helvedes til.. Sådan var det jo nogle gange, og det kunne man umuligt undgå helt.
Benjamin lod blikket glide lidt rundt i storsalen, med et smil krusende over hans læber. Han lod sin ene hånd løbe gennem håret. Der var ingen speciel grund til det, det var vist med af alt bare blevet en vane for ham. Og vaner var jo ikke ligesom lette at slippe af med. Det vidste de fleste vel.

Zoria gik ind i storsalen. Hun kiggede sig omkring og opdagede nogen få intressante mennesker. Hun så dog en dreng kære hånden igennem sit hår.. Det er da mere intressant end at se dem som spiser tænkte hun og gik over imod sit bord. Zoria satte sig ned. Hun sad egentlig ikke så langt væk fra Benjamin. Hun tog sin taske op (D&G læder taske) og tog en bog ud. Hun åbnede siden hvor hun var nået til i den spændende bog. Hm...det er da bedre end at læse noget som er fuldkommen ubrugeligt...som Kvikskribleren og Proffettidene tænkte hun. Hun lukkede bogen sammen og begyndte at spise noget aftensmad. Hun kiggede så på drengen(Benjamin) igen. Hun kunne bare ikke lade være. Der var simpelthen bare noget som var spændende ved ham.

Benjamin lod på ny blikket glide rundt i storsalen, med et smil over sine læber. "Hm..." Han så lidt over mod storsalens døre, da en pige kom ind. Han fulgte hende med blikke, da hun gik over til Slytherins bord og satte sig ned. Han fjernede først blikket fra hende, efter lidt tid, hvor han bare så lidt ned mod jorden.
Han så lidt ned på sine hænder, inden han træk en anelse på skuldrene. Måske burde han opsøge denne pige? Det kunne da egentlig godt være. Hun virkede som en halv'venlig type, trods at hun var fra Slytherin. Hun virkede faktisk også en anelse intressant, men det kunne jo godt være hun slet ikke var det, når han så fik snakket med hende. Han nikkede let for sig selv.
Du kan smutte derover, når hun er færdig med at spise. Tænkte han. Ja, det virkede som det rigtige at gøre. Bare gå derover når hun havde spist, så han ikke skulle forstyrre hende, imens hun sad og spiste. Det kunne han jo ikke rigtig tillade sig, eller det syntes han i hvert fald ikke at han kunne. Men han var jo ogs lidt underlig, i nogles øjne. Ikke at det virkelig gjorde ham noget.
Han trak let på skuldrene og så lidt op mod storsalens loft. Det var altså smukt, det måtte de fleste da indrømme. Og det var helt fantastisk at det ændrede sig efter hvordan himlen så ud udenfor.

Zoria så straks på drengen igen. Hun stoppede med at spise. Han ser altså vildt sød ud! tænkte hun og smilte lidt. Hun ordnede sit hår som havde uglet sig lidt. Fuck hvor jeg hader det hår! tænkte hun igen. Hun smilte lidt. Men det forsvandt da hendes eks-kæreste kom. ”Skrid nu din taber!” råbte hun til sin eks. Han blev vred og hævede tryllestaven. Han pegede mod Zoria. ”Expilliarmus!” råbte han og Zoria røg i gulvet. Hun åbnede ikke øjnene men det gjorde ondt alligevel. Hun sagde intet Av….hvor har jeg ondt i mit hoved tænkte hun. Hun begyndte at bløde lidt på armen men det kunne hun ikke se da hun havde lukkede øjne. Hun var bare helt lammet…men hun kunne stadig høre, mærke og tænke.

Benjamin reagerede instinktivt og hurtigt, som normalt. Han havde rejst sig op, med tryllestaven hævet, og gik hurtigt væk fra bordet, og over til pigen fra før. Hans stav var rettet mod drengen, der havde kastet en besværgelse mod hende. Han hade knebet øjnene lidt sammen, og rystede på hovedet af ham. "Du må ikke bruge magi mod andre elever!" Sagde han irriteret til ham. Han havde ikke selv tænkt sig at kaste en besværgelse mod drengen. Benjamin havde kun sin stav fremme, for ligesom at true drengen. Han forstod ikke hvad der foregik, men som normalt, var Benjamin på pletten og hjalp personen der var i problemer. Så kunne det godt være han ikke kendte pigen, men han ville hjælpe alligevel. Der var jo trods alt ingen andre der gjorde noget.
Idiot.. tænkte han, og så kort over mod drengen, inden han satte sig på hug ved pigen, og så lidt på hende. "Hey.. Er du okay?" Han snakkede helt roligt, nærmest som om intet var sket. Han havde godt set at hun blødte lidt ved armen, men han kunne se det ikke var slemt, så det ville han ikke gøre så meget ved lige nu. Han ville blot tage et lille kig på den senere, men lige starte med at snakke lidt med hende. Hører om hun var okay og sådan noget.

Zoria åbnede stille sin øjne da hun så drengen. ”Ja….jeg kunnet ha haft det bedre” sagde hun. Hun rejste sig langsomt og gik over mod sin eks. Hun tog sine negle på hans bryst. Hun skubbede ham med sine negle og fingre og han røg ned på gulvet. ”Tænk nu lidt over det du har gjort din player!” råbte hun og tænkte tilbage til der hvor de var sammen.


”Hey smukke” råbte han og gik over imod Zoria. Zoria smilte lavt og grinte. ”Hvor du sød Rotnick” sagde hun og smilte. Han så lige pludselig ondt på hende. ”Du er intet værd! Tror du virkelig du kan hamle op med Monika Stricker?” sagde han. ”Du er grim. Du er en kælling. En bitch. En luder!” råbte han vredt..

Benjamin nikkede let, og rejste sig roligt op igen, fordi hun ligesom rejste sig op. Da hun gik over mod drengen, stod han bare og så tavst på dem. Han proppede staven tilbage i lommen, imens han så på dem. Han rystede lidt på hovedet, da hun faktisk gjorde noget ved ham nu, hvilket ikke just var det smarteste hun kunne havde gjort, men der var ikke blevet gjort brug af magi, så han ville ikke stoppe hende eller noget. Det ville han blande sig helt udenom. Underligt, men ja'ja. Der må jo bare være sket noget mellem dem. tænkte han, og trak lidt på skuldrene.
Han drejede om på hælen og vandrede over til Gryffindor-bordet, hvor han bare satte sig. Han blandede sig måske udenom, men han fulgte alligevel med i hvad der skete derover, da han kunne se det derfra hvor han havde sat sig. Han rystede igen lidt på hovedet, fordi han ikke helt forstod det de lige havde gang i.

Zoria satte sig på langbænken. Tårer flød fra hendes øjne, og hun holdte hænderne for munden så hun ikke begyndte at klynke højlydt. Hun tog hænderne for øjnene efter noget tid. Hendes mund bævede. Han burde ikke blande sig og det er godt at han ikke blandede sig. Men måske burde jeg fortælle hvad der er sket tænkte hun men hun græd lidt mere og så på sin bog. Det var blevet ødelagt på noget af omslaget. Hun rev sig lidt i håret, som var en vane når hun var ked af det. Hvorfor havde hun det altid så dårligt når hendes eks og hans drenge-gruppe kom hen imod hende?. Det var nok det der plagede hende så meget. Hun havde mest lyst til bare at hoppe ud fra Astronomi-tårnet.

Benjamin vidste ikke hvorfor, men da pigen satte sig ned og faktisk sad og hulkede, rejste han sig igen op. Han burde nok blande sig udenom, men der var jo ingen andre der gjorde noget, så han følte han var nødt til det. Han gik langsomt om til hende, og satte sig på hug ved hende igen.
"Du bør ikke sidde her og græde. Folk kigger bare for meget..." Sagde han, med hviskende stemme. Han så lidt op, og ganske som han lige havde sagt. De folk der sad ved bordene var dybt optaget af det der skete, eller også sad de og grinte eller hviskede højlydt om det. Altså var det lige nu samtale- og glo emnet.
Han tog lidt fat omkring hendes håndled, for at få hende til at se på ham. Han var nødt til at vide hun lyttede til ham, ellers kunne han jo intet gøre. Han kunne jo ikke hjælpe en, der måske ikke engang lyttede til ham. Det var der jo ikke rigtig nogen der kunne, var der?
Han prøvede virkelig at ignorerrer de mange personer, selvom det var ret problematisk. Han kunne bedst lide at sidde og selv se på, i stedet for at være en af de personer der blev gloet på. Det fandt han utrolig ubehageligt. Han fik det nærmest dårligt af det, fordi det faktisk gjorde ham sådan lidt rundt på gulvet.

Zoria så på ham og så vredt ned. ”Du ved ikke hvordan jeg har det!” råbte hun. Hun så på ham igen. ”Han har været mig utro. Kaldt mig alt muligt og endda såret mig. Hver søndag og lørdag smider han mig i søen og mit hoved bliver ramt af en sten…eller også er det mine ben eller arme. Han har gjort skade på mig og det kan jeg ikke klare mere!” hviskede hun vredt. Hun tog sin bog og lagde den i tasken. ”Men hvis jeg ikke må græde her så skulle jeg måske bare tage og smutte!” hviskede hun igen. Hun havde bare lyst til at flippe ud og give Rotnick en ordentlig lussing. Han var bare verdens største idiot. Hun ville endda bare smide ham i søen.

Benjamin burde bestemt bare havde blandet sig ud af ad, men han kunne ikke bærer at se pigen sidde der midt på gulvet og græde, imens alle omkring hende gloede. Han lyttede til det kun sagde, og tyggede lidt på det. Det kom bag på ham, hvad det var der var sket med hende, men han vidste dog ikke helt hvad han skulle sige til det. Det eneste han virkelig kunne tænke på, var de mange folk der kiggede på. Han slap hendes håndled, da hun jo ligesom havde både råbt og snakket til ham, hvilket tydeligt viste ham, at hun lyttede.
"Hør.. Det gør mig ondt, men kan vi ikke lige tage det et andet sted?" Spurgte han hviskende. Han var bestemt ikke glad for at spørge om det, men han kunne virkelig ikke klare at blive siddende derinde, men alle de folk der gloede på dem. Han ville rigtig gerne hjælpe hende, men det vidste han, at der ikke var muligt, hvis han skulle sidde i storsalen, foran de mange menneske.
Han ville egentlig også gerne smile lidt til hende, men han viste udemærket godt, hvor stor en fejltagelse det kunne være. Han kunne jo gøre hende vredere eller såre hende endnu mere ved at gøre det. Fordi det kunne ligne at han så var ret ligeglad, hvilket han jo bestemt ikke var. Det var derfor han IKKE smilede til hende, da han ikke ville udsætte hende og sig selv, for det.