A Meeting Here? Why? ~ Zoria Matkins.

S: Ved drivhusene.
T: klokken er vel egentlig ved at være omkring 21:00 nu.
O: Eh.. Planter, ingen folk, tre store drivhuse..
V: Det blæser halv kraftigt, men regner i det mindste ikke.

Benjamin var gået ned til drivhusene, fordi der var en der havde bedt ham om at komme derned. Zoria Matkins, en elev fra Slytherin kollgiet. Lige for lidt siden, havde han spurgt om de skulle følges til ballet, og nu havde hun så bedt Benjamin om at møde hende ved drivhusene. Han forstod ærlig talt ikke, hvorfor det var der de skulle mødes, men det kunne også være ligemeget lige nu. Han måtte jo bare spørge når han lige fandt hende. For lige nu, kunne han ikke rigtig finde hende.
Han havde sin stav fremme. Der strømmede lidt lys fra den, da han havde brugt lumos-besværgelsen. Ellers vilel det være ret mørkt dernede, hvilket ikke just ville være rart. Lige nu stod han ved drivhus 2, og så lidt forvirret rundt. Han kunne ikke se Zoria nogle steder, men hun skulle nok dukke op. Ellers ville han nok blive ret sur, da han var blevet sendt derhen til ingen verdens nytte så.

//Lidt kort, sry. //

P: Billede 
Zoria gik ned til drivhusene. Hun opdagede Benjamin og gik hen til ham. ”Hej Benjamin…hvad synes du om mit look? Det er det jeg skal have på til ballet” sagde hun og smilte sødt. Hendes stemmer var en anelse sødere. Hun var utrolig smuk. Altså det mente hun selv. Gad vide hvad han mon svare tænkte hun.

”Du har aldrig været en god datter Zoria!” råbte hendes mor. ”Du er værre end din far og Lily!” råbte hun endnu vredere og hævede en kniv. Zoria græd. ”Mor hvad har jeg gjort?” jamrede hun hun tænkte tilbage på det hendes mor havde sagt da Zoria var seks. Hun havde aldrig haft det godt med hendes familie.

Benjamin så smilende på hende, da hun kom gående. Han glippede dog kort med øjnene, da han ikke lige havde forventet at se hende så fin i tøjet nu, men hun så nu godt ud, det skulle hun have. "Jeg tror jeg gemmer mine mange komplimenter, til ballet." Sagde han med at smil over læberne. Han trådte lidt over mod hende, og betragtede hende. Ikke kun ansigtet, men også kroppen. Kjolen klædte hende, meget. Både fordi den sad godt på hende, men også fordi hendes hårfarve og alt det andet, passede til kjolens farve.
Han havde før stået med den ene hånd i lommen, imens han jo havde staven i den anden, men nu havde han taget hånden op af lommen, og så blot på hende.

Zoria fniste. ”Kan du synge?” sagde hun. Hun begyndte at synge. ” Maybe I'm wrong, you decide
Should of been strong, yeah I lied
Nobody gets me like...you

Couldn't keep hold of you then
How could I know what you meant
There was nothing to compare to

There's a mountain between us
But there's one thing I'm sure of
That I now how I feel about you

Can we bring yesterday back around?
Cause I know how I feel about you now
I was dumb, I was wrong, I let you down
But I know how I feel about you now

All that it takes, one more chance
Don't let our last kiss be our last
I'm out of my mind, just to show you

I know everything changes
I don't care where it takes us
Cause I know how I feel about you

Can we bring yesterday back around?
Cause I know how I feel about you now
I was dumb, I was wrong, I let you down
But I know how I feel about you now

Not a day, pass me by
Not a day, pass me by
When I don't think about you
And there's no moving on
Cause I know, you're the one
And I can't be without you

Can we bring yesterday back around?
Cause I know how I feel about you now
I was dumb, I was wrong, I let you down
But I know how I feel about you now

But I know how I feel about you now
Yeah I know how I feel about you now”

https://www.youtube.com/watch?v=1ZvLHtLoA50

Benjamin kunne egentlig godt synge, men så krævede det han kendte sangen, og den sang Zoria begyndte at synge, kendte han ikke til. Han havde faktisk aldrig hørt den før, så det eneste han kunne gøre, var at stå og lytte tavst, imens hun sang.
Det lød egentlig meget godt, det måtte han nu give hende. Et smil var bredt over hans læber, imens han så på hende, og lod hende synge sangen færdig.
"Du er ret dygtig.." Sagde han og smilte mildt til hende. Han ville egentlig gerne have sunget med, men ja, som skrevet tidligere, kendte han jo ikke sang'teksten, så han kunne jo umuligt synge med på sengen.

Zoria smilte til ham. ”Ih..tak” sagde hun. ”Det er også svært at lære” sagde hun. Hun tænkte på kniven som hendes mor havde dræbt hendes far med. Hun så en urtekniv i nærheden som lignede kniven hendes mor brugte. Zoria skreg og løb om bag Benjamin. Nu tror han du er sær! tænkte hun. Men hun forblev bag hans ryg. Hun kunne ikke lide knive. Det var derfor hun altid brugte ske, gaffel eller magi. Hun skære sig altid på knive. Hun så på urtekniven og holdte hænderne for øjnene. Hun tænkte på det syn hun havde oplevet. Det hvor hun så sin far dø. ”Jeg….kan på en måde kontakte de døde…altså kun dem jeg kender…jeg snakker altid til min far…han er død…og så får jeg et svar” sagde hun. Hun lød enormt underlig hvilket normalt ikke tilpassede hende som regelt.

"Tro mig, det ved jeg..." Sagde han og smilte. Det var jo sandt det han sagde. Han vidste det jo fra sig selv, eftersom han selv sang, og også spillede på guitar. det var bare desværre ikke noget han gjorde så meget længere, da han havde fået for meget at tænke på, på grund af de mange lektier, eksamnerne og sådan. Alle de ting havde simpelthen bare fyldt hans hoved for meget.
Han så lidt forvirret på hende, da hun kom med et lille skrig, og smuttede om bag hende. "Er du okay Zoria?" Spurgte han, med en lidt bekymret stemme. Han prøvede at følge hendes blik, og se hvad hun kiggede på, men han kunne ikke helt finde ud af det, så han endte med at opgive.
Han lyttede til det hun sagde, og rynkede brynene lidt. Han vidste ikke helt om han skulle tro på det eller ej, men han ville i hvert fald ikke bare sige at han ikke troede på hende, for det ville jo også være en løgn. "Virkelig?" Spurgte han og så lidt om på hende, stadig med rynkede bryn. Det havde lydt mmeget underligt, det hun sagde. Men han ville lige se om hun virkelig talte sandt, inden han begyndte at betvivle det fuldstændig. Han ville lige give det lidt tid.

//Vil lige skrive en novelle/historie om dig og mig//

//Hah.. Sejt nok. //

//Bare så du ved det...er det en jeg-fortæller//

//Jear okay. Vil du ikke sende den til mig i en ugle, når den er færdig? (: //

//Jo :3//

//Thanks. //