My silence is just another word for my pain ~ Austin Crops & Ninde Calmcacil ~

Tid: 12.30
Sted: Hulkende Huldas Toilet
Omgivelser: Ingen, udover hende selv
Vejr: Solskin, lidt overskyet og halv koldt
Påklædning: Langærmet, sort uldtrøje og sandfarvede jeans, med en kappe udover.

Hulkende Huldas toilet var øde, med undtagelse af den unge pige, der stod foran en vask.
Denne pige hed Summer Night, var på Hufflepuff og hadede sit liv.
Når hun så sig i spejlet så hun ikke den smukke pige folk sagde hun var, hun så en tyk og grim pige. En pige der ikke kunne finde ud af noget, men fortjente at dø.
Døden, hvorfor frygtede man den? For hende lød den tiltrækkende, så mange plusting var der ved den, som livet ikke havde. For det første behøvede man aldrig mere blive forladt, aldrig mere blive knust, aldrig mere blive afskyet, aldrig mere... være hende.
Den lille kniv lå på marmorpladen og nærmest kaldte på hende, hun smilte og tog et fast greb om den.
Hun tog det ene ærme ned og afslørede de mange fine ar på hendes arm og hendes håndled. Ar hun havde lavet igennem hendes liv, allerede fra 3. klasse. Der hvor mareridtet begyndte...
Hun trykkede kniven mod hendes hud, vandret, ved pulsåren og trak til.
Et fint spor og en masse blod kom til syne. Et lille gisp forlod hendes læber og hun tabte kniven ned i vaskekummen.
Tårer løb ned af hendes kinder og minder overvældede hende:


Hun fortjente smerten, det havde så mange gjort klar for hende. Ved hjælp af ord havde de ødelagt hende og det at hendes far, forresten muggler, også afskyede hende, gjorde det ikke bedre.
Endnu et snit, blod... Hvor var smerten ulidelig og hvor kom der meget blod.
Ét snit til.. Så kunne det være hun døde? Måske... Endelig.

//Dårlig start, sry :-(

//Mine er ikke så lange//

Austin gik ind på HHT. Han så en pige skære i sig selv. "Hvad i helvede laver du?!" råbte han skingert og løb over imod hende. "Finite" sagde han og pegede tryllestaven mod hendes arm. Blodet forsvandt og der hvor hun havde skåret sig blev helet. "Prøver du at dræbe dig selv eller hvad?" sagde han koldt og tog tryllestaven i sin lomme. Han så virkelig vred ud da han så på blodet. "Incendio!" råbte han og kniven gik i stykker. Han så på hende og var endnu mere vred.

Den blåhåret pige fra Ravenclaw havde en kjole på, en kjole som gik til midten af låene. Hun havde sin sorte kappe på og nogle blå og sorte convers. Hun hørte nogle drenge mobbe en for groft. Hun gik mod stemmerne fra drengene. Hun så på dem og sagde så "Skrid! Få jer et liv, det kunne i godt bruge," sagde hun og gik ud på hulkende holdas toliet.
Hun så sig omkring, og så en pige, hun gik stille hen mod hende. "Er du okay?" spurgte hun så og opdagede blodet. Hun stivende. Hun så blot væk. "Hvorfor gør en så køn en pige sådan noget?" sagde hun med frygt i stemmen. Hun var bange for blod. Hun frygtede det over alt på jorden. Hun opdagede først Austin nu. "Austin! Hej?" sagde hun og så ned. Hun takkede ham på en måde for at have fjerdet blodet. "Er du okay pige?" spurgte Ninde så.

Gå væk liv, gå væk! Hun bed sig i læben, dette snit. Det skulle få hende væk fra den jord hun havde hadet, eller frygtet, hele hendes liv. Hvorfor skulle hun blive her? Den eneste der holdt af hende var hendes veninde, ikke engang hendes egen far elskede hende. Han afskyede hende, hendes stedmor afskyede hende, hendes halvsøskende voksede op mod den viden at de skulle afsky hende, klassekammeraterne afskyede hende... Hvorfor skulle hun blive?
Et råb rev hende ud af hendes tankegang, hun kunne høre trin. Hun så op is pejlet og fik øje på en dreng, der råbte noget.
"Det kan du vel se..." Mumlede hun for sig selv, hun kiggede igen ned mod hendes hånd. Hævede kniven og skulle til at lave endnu et snit, endnu et lille og dybt snit.
Blodet havde samlelet sig og dryppede ned i vasken, det begyndte at svimle for hende... Og så var det væk.
Hun vendte sig rasende mod ham, hvem troede han han var? Hvorfor var det at han kom og ødelagde hendes chancer for at dø? Sådan en... Argh!
"Hvis du virkelig vil vide det, så ja." Sagde hun og så ned, det var egentlig meningen hun ville have sagt det vredt, men vreden havde forladt hende som dug for solen.
Nu var hun egentlig bare bange for hvad der ville ske når hun skulle hjem fra skolen, for skoleåret var snart færdigt... Mobning og had ventede hende, helt sikkert.
"Nej!" Hviskede hun, da han smadrede kniven. Ikke kniven! Den havde været hendes eneste ven, den eneste der forstod at gøre en ende på smerten indeni.
Så hvorfor var det han var så vred? Hun havde ikke set ham gøre noget som helst for hende igennem de mange år, til dels havde han jo en undskyldning fordi han ikke kendte hende... Men derfor skulle han også bare lade hende leve sit liv, på hendes egen måde.
Hun sukkede da endnu en stemme skar igennem rummet."Okay? Det var jeg før Karlsmart her brød ind!" Hvæsede hun og skulede til drengen.
Hun vendte sig halvt imod pigen, hun havde blåt hår.. Nice.
Pæn pige? Ha! Hvem troede pigen hun narrede? Ikke Summer, hun vidste hun ikke var pæn eller køn, hun var grim og tyk. Men hvorfor hun gjorde det, godt spørgsmål, hvorfor gjorde hun det?
"Fordi... Hvad bilder jeg mig ind? I ville aldrig forstå det." Sukkede hun og lænte sig op af vasken.
Hun kiggede lidt på de to personer, Austin hed drengen, elller det var hvad pigen kaldte ham. Men hvad hed pigen selv?
"Ja... På en måde." Hviskede hun og så igen ned i gulvet, det var jo så interessant.